Handelspakker med samlekort bør klassificeres som spil, argumenterer ekspert Leon Xiao

Grænsen mellem samling og hasardspil bliver stadigt tyndere, i takt med at markedet for samlekort udvikler sig. Leon Y. Xiao, lektor ved City University of Hong Kong og gæsteforsker ved King’s College London, argumenterer for, at de nuværende reguleringsrammer ikke følger med disse ændringer. I takt med at produkter bliver dyrere, og værdifulde 'chase'-kort driver spekulativ adfærd, er det traditionelle syn på samlekort som simple legetøj ikke længere holdbart. Xiaos forskning tyder på, at mange af disse produkter allerede opfylder de juridiske definitioner af hasardspil i adskillige jurisdiktioner.

Transparens forbliver et kerneemne inden for branchen. I en undersøgelse offentliggjort i Journal of Behavioral Addictions undersøgte Xiao og hans team emballagen og oplysningerne fra forskellige samlekortspil. Resultaterne peger på en systemisk mangel på forbrugerinformation, som ville være utænkelig i den regulerede kasinosektor. Denne mangel på tilsyn tillader producenter at sælge tilfældige belønninger med høje indsatser til mindreårige uden de sikkerhedsforanstaltninger, der kræves for andre former for væddemål.

Tal og fakta

Xiaos empiriske forskning involverede analyse af 50 fysiske samlekortspil og sportskortpakker. Resultaterne var forbløffende: 80% af pakkerne gav ingen sandsynlighedsoplysninger på deres emballage. De resterende 20%, der gav oplysninger, var ofte ufuldstændige, svære at finde eller potentielt vildledende. Afgørende var det, at ikke én eneste pakke oplyste om den specifikke sandsynlighed for at opnå hvert enkelt kort i sættet. Denne mangel på data gør det umuligt for forbrugerne at træffe informerede økonomiske beslutninger.

Xiao definerer hasardspil på en ligetil måde, der stemmer overens med juridiske standarder i mange regioner. Han udtaler:

"Kortpakker bør udgøre hasardspil i henhold til både den almindelige fornuftsdefinition og den juridiske definition, men regulatorerne håndhæver ikke hasardspil loven ordentligt."

Han fremhæver yderligere, at væksten af online kort-'breaking' og 'repacks' – hvor forbrugere betaler for en andel af en kasse, der åbnes af en anden – flytter aktiviteten endnu tættere på konventionelt hasardspil. Disse formater indebærer ofte højere finansielle indsatser og medfører større risiko for svindel sammenlignet med køb af standardpakker i detailhandlen.

Baggrund

'Gamblificeringen' af samlermarkedet er drevet af flere faktorer, herunder øget efterspørgsel efter Covid-pandemien. Med flere penge strømmende ind i hobbyen, især fra voksne samlere, har producenterne introduceret dyrere 'collector editions' og ultra-sjældne kort. Fordi disse kort nemt kan handles eller sælges på tredjepartsplatforme, har de en klar reel monetær værdi. Under de fleste nuværende love udgør det at risikere penge for en chance for en præmie med monetær værdi hasardspil, men dette forbliver uhåndhævet i kortindustrien.

Hvorfor det betyder noget for tyske spillere

I Tyskland er hasardspil strengt reguleret under den mellemstatslige traktat om hasardspil 2021 (GlüStV 2021). Licenserede operatører skal overholde strenge spillersikkerhedsforanstaltninger, såsom LUGAS centralt overvågningssystem og en månedlig indbetalingsgrænse på 1.000 euro. Men fordi samlekort i øjeblikket ikke er klassificeret som hasardspil i Tyskland, omgår de disse beskyttelser fuldstændigt. Det betyder, at tyske forbrugere, herunder mindreårige, kan bruge ubegrænsede beløb på kortpakker uden indblanding fra GGL (Gemeinsame Glücksspielbehörde der Länder). Hvis regulatorer fulgte Xias råd, kunne kortforhandlere muligvis blive nødt til at implementere aldersverifikation og udgiftsgrænser svarende til dem, der findes i licenserede onlinekasinoer.

Hvad det betyder for GGL-licenserede kasinoer

For operatører, der har en GGL-licens, skaber manglen på regulering for spil-lignende produkter en ujævn konkurrence. Mens kasinoer er underlagt strenge gennemsigtighedskrav og høje beskatninger, opererer samlekortindustrien med lignende psykologiske triggere, men uden nogen af de regulatoriske byrder. Et skifte mod at klassificere kortpakker som hasardspil kunne føre til et mere harmoniseret marked, hvor alle produkter, der involverer finansiel risiko og tilfældighed, holdes til de samme høje standarder for forbrugerbeskyttelse. Dette ville i sidste ende gavne integriteten af den bredere spilindustri.